• Gifted Childrens historie

    Gifted Childrens historie går tilbage til år 2000, hvor foreningen endnu ikke var dannet, men var en del af Mensa. Mensa Danmark havde på daværende tidspunkt fået mange henvendelser fra forældre til højt begavede børn, fordi forældrene ikke kunne finde andre steder at henvende sig.

    Dengang testede Mensa ikke børn og det var derfor ikke umiddelbart en mulighed at tilbyde børnene medlemskab. Da Mensa har som et af sine formål at udbrede forståelsen for høj intelligens, tog foreningen initiativ til dannelsen af ”Netværk for Forældre til børn med særlige forudsætninger”. Det var således ikke et krav, at forældrene selv var højt begavede, de skulle blot være forældre til sådanne børn.

    Netværkets overordnede formål var at skabe rammer for kontakt mellem både forældrene og børnene. Et lukket diskussionsforum på internettet gav forældrene mulighed for sparring, råd og støtte, og adresselister dannede grundlag for at børnene kunne knytte bånd. For mange betød det, at barnet for første gang fandt en ligesindet ven at dele sine tanker med.

    Som årene gik viste det sig, at Mensa havde truffet en meget vigtig og rigtig beslutning. Behovet for et netværk for højt begavede børn og deres forældre var stort, og antallet af henvendelser om og til Netværket steg så markant, at det i 2003 stod klart, at det på sigt burde omdannes til en egentlig forening. Behovet blev understøttet af, at en del forældre begyndte at diskutere undervisningspolitik og derfor havde ønske om, og behov for, at udøve egentlig politisk indflydelse på børne- og undervisningsområdet. Ønskerne kunne dog ikke opfyldes i Mensa-regi, da foreningen vedtægtsmæssigt er defineret som apolitisk.

    På den baggrund, og efter grundig forberedelse, indkaldte Netværket til stiftende generalforsamling, og den 20. august 2005 så foreningen Gifted Children dagens lys.