• Er det en gepard?

    Af Stephanie S. Tolan
    Copyright © 1996 by Stephanie S. Tolan, Used by Permission. Originalartiklen kan findes på Stephanie Tolans hjemmeside.

    Det er hårdt arbejde, at opfostre, at undervise og at være et højtbegavet barn. Som begreb er ”højtbegavet” og den usædvanlige intellektuelle kapacitet, som begrebet refererer til, blevet mere og politisk ukorrekt. Skolesystemet har skiftet terminologi og fokus.

    ”Høj begavelse”, en global kognitiv kapacitet, bliver undskyldt, omplaceret som fragmentariske ”talenter”. "Talenter" lader til at være mindre truende og er teoretisk lettere for skolerne at håndtere. I stedet for en indre udviklingsmæssig virkelighed, som påvirker alle aspekter af et barns liv, bliver det intellektuelle talent oftere og oftere opfattet som synonymt (og på niveau med) akademiske færdigheder.

    Et barn som er dygtig i skolen, som får gode karakterer, som vinder priser og som performer ud over normen for sin alder, bliver betragtet som højtbegavet. Det barn som ikke er dygtig, ikke får høje karakterer, ikke vinder priser og som ikke performer normsvarende – uanset hvad hans eller hendes medfødte intellektuelle kapacitet eller udviklingsniveau er – bliver sandsynligvis stadigt sjældnere identificeret, og sandsynligvis mindre og mindre imødekommet.

    En ”gepard-metafor” kan hjælpe os med at se problemet med præstationsorienteret tænkning. Geparden er det hurtigste dyr i verden. Når vi tænker på geparder, tænker vi sandsynligvis først på deres fart. Den er prangende. Den er enestående. Den er unik. Og farten gør det utroligt nemt at identificere en gepard. Da geparden er det eneste dyr, der kan løbe 110 km/t, ligger det fast, at hvis du måler et dyr til 110 km/t, så er det en gepard!

    Men geparder løber ikke hele tiden. Faktisk kan de kun holder deres topfart i et begrænset stykke tid. Derefter behøver de en betydelig hvileperiode.

    Det er ikke svært at identificere geparden, selv når den ikke løber, kender vi dens karakteristika. Den er gylden med sorte pletter, som en leopard, men den har også særlige sorte ”tårepletter” under øjnene. Dens hoved er smalt, den er mager, dens ben er usædvanligt lange – alle kropslige karakteristika, som er essentielle for en løber. Og geparden er det eneste medlem af kattefamilien, der ikke kan trække sine kløerne ind. Andre katte trækker deres klør ind for at holde dem skarpe, som billedskærerens knive opbevares de i en skede – gepardens knive er ikke designet til at kunne skære, men til at trække. Dette er et dyr, som biologisk er designet til at løbe.

    Dens hovedføde er antilopen, som også er en fænomenal løber. Antilopen er ikke stor eller tung, så geparden behøver ikke styrke og masse for at overmande den. Kun fart. På de åbne sletter, hvor den naturligt findes, kan geparden fange en antilope ved ganske simpelt at løbe den op.

    Da kropsdesign er nyttigt i naturen, skaber det også et kraftfuld indre behov. Geparden har brug for at løbe!

    På trods af design og behov i øvrigt, er der visse forhold, der skal være opfyldte, hvis den skal kunne nå sin berømte topfart på 110 km/timen. Den skal være fuldt udvokset. Den skal være rask, trænet og udhvilet. Den skal have masse af plads at løbe på. Og derudover er den mest motiveret til at løbe, når den er sulten og der er antiloper at jage.

    Hvis geparden er henvist til et 3x3,5 meters bur, og selvom den muligvis vil kaste og trykke sig mod tremmerne i restløs frustration, løber den ikke 110 km/t.

    Er det stadig en gepard?

    Hvis geparden kun har ”30 km/timen-kaniner" at jage, løber den ikke 110 km/t. Hvis den gjorde, ville den styrte forbi sit bytte og stadig være sulten. Selvom den måske vil løbe af sig selv, for at træne, for adspredelse og for at tilfredsstille sit indre behov, vil den – når den kun får kaniner at spise – kun løbe stærkt nok til at fange en kanin.

    Er det stadig en gepard?

    Hvis geparden får serveret zoo-føde, løber den måske slet ikke.

    Er det stadig en gepard?

    Hvis geparden er syg eller hvis dens ben har været brækket, kan den end ikke gå.

    Er det stadig en gepard?

    Og slutteligt, hvis geparden kun er seks måneder gammel, så kan den endnu ikke løbe 110 km/t.

    Er den så kun en "potentiel" gepard?

    Et skolesystem som definerer høj begavelse (eller talent) som opførsel, præstationer og performance, er lige så kompromitteret i sin evne til at genkende en højtbegavet elev, og give eleven hvad han eller hun har brug for, som en zoo ville være, hvis den forsøgte at genkende og pleje sine geparder, hvis farten var det eneste man kiggede efter. Når geparden løber 110 km/t er den ikke en særligt præsterende gepard. Selvom den gør, hvad intet andet dyr kan gøre, er den opførsel helt normal for en gepard.

    For løver, tigre, leoparder – for alle de andre store katte – ville gepardens biologiske egenskaber være deformiteter. Geparden ville ikke være i nærheden af at være ”den bedste kat”, den ville knapt blive betragtet som en kat. Den er ikke tung nok til at nedkæmpe et dyr, dens manglende evne til at trække kløerne tilbage gør, at de ikke er ikke skarpe nok til at flå gnuens hud. Hvis andre katte havde gepardens aktivitetstendenser, ville de, som bruger det meste af deres tid på at sove i solen, sikkert mene, at geparden er hyperaktiv.

    Ligesom geparder kan højtbegavede børn nemt identificeres. Hvis et barn lærer sig selv græsk i femårsalderen, læser på ottende klasses niveau, når de er seks, og løser svære matematiske problemer i anden klasse, kan vi med sindsro konkludere, at vi har at gøre med et højtbegavet barn. Selvom omverdenen ser disse aktiviteter som ”præstationer”, er det ikke et præsterende barn – snarere et barn som agerer normalt i forhold til sit biologiske design – sin indre mentale kapacitet. Et sådan barn har helt klart fået tilstrækkelig plads til at ”løbe” og noget at løbe efter. Barnet er sundt og i form, og har ikke fået forkrøblet sin kapacitet. Det kræver ikke stort kendskab til højtbegavede børn at genkende dette barn.

    Men, for højtbegavede børn er skoler hvad zoologiske haver er for geparder. Mange skoler tilbyder kun et bur på 3x3,5 meter, og der har den usædvanlige hjerne ikke plads til at løbe. Mange højtbegavede børn sidder i klasselokalerne, på samme måde som større katte sidder i deres bure – stille og med tomme blikke. Nogle er ude at stand til at modstå det indre behov, selvom de ikke kan få afløb for det. De ”kaster” sig mod tremmerne, vrisser og slår ud efter ”dyrepasseren”. De gør sig selv mere skade end gavn.

    Selv åbne og engagerede skoler er tilbøjelige til at skabe et miljø som, i lighed med geparden i den engagerede zoo, tilbyder moderat løbeplads, men ikke tilstrækkelig plads for en ung gepard, som skal vokse op og udvikle de tilstrækkelige muskler og udholdenhed til at blive en 110 km/t-løber. Børn i bure eller indelukker, vil, uanset hvor begavede de er, ikke nå et topniveau, hvis de i for lang tid ikke har fået lov til at træne deres hjerner. Disse børn bliver måske aldrig i stand til at nå det niveau af kognitiv funktion, som de blev designet til.

    En zoo vil, uanset hvor meget plads den stiller til rådighed for geparden, ikke fodre den med antilope, hvorved geparden udfordres til at løbe så hurtigt som den kan eller sulte. Skoler tilbyder på samme måde begrænsede udfordringer i forhold til at udvikle ekstraordinære hjerner. Selv et særligt program for højtbegavede børn vil formentlig kun tilbyde den intellektuelle pendant til "30 km/time-kaniner" (samtidig med at nogle børn med ekstraordinær høj begavelse rubriceres som underydere, fordi de ikke løber i topfart for at fange kaninerne). Uden særligt tilrettelagt undervisning, tilbyder skolerne den akademiske pendant til zoo-mad; mad, som ikke kræver nogle anstrengelser overhovedet. Nogle børn nægter at godtage en så uinteressant, død næring.

    For at udvikle ikke blot de fysiske egenskaber, men også den strategi der er nødvendig for at kunne fange antiloper, skal en gepard have pladsen til at jage den, og en gepard-rollemodel til at vise sig hvordan. Uden instruktion og øvelse vil de ikke blive i stand til at lære de nødvendige overlevelsesfærdigheder.

    En naturdokumentar om geparder i løveland viste for nylig kuriøse fakta om at leve i de vilde dyrs verden. Løver dræber gepardunger. De spiser dem ikke, de dræber dem bare. Faktisk viser det sig, at de arbejder ret hårdt for at finde dem, blot for at dræbe dem (selvom geparder umuligt kan true løvernes fortsatte overlevelse). Er det ondskab? Er det adspredelse? Vi ved det ikke. Vi ved blot, at løverne gør det. Gepardmødre må gemme deres huler, og gør sig store anstrengelser for at beskytte ungerne. Når de kommer og går fra deres hule, sker det enten i hemmelighed eller i ly af mørket, når løverne er langt væk. Højtbegavede børn og deres familier føler sig ofte som geparder i et løverige.

    I nogle skoler bliver højtbegavede børn bedt om at gøre noget, som aldrig har været designet til at skulle kunne (som hvis geparder blev bedt om at flå gnuens hud fra hinanden med sine klør – det kan løven trods alt), mens egenskaber, som er et naturligt aspekt af usædvanlig kognitiv kapacitet – intensitet, passion, højt energiniveau, uafhængighed, moralske egenskaber, nysgerrighed, humor, usædvanlige interesser og insisteren på sandhed og akkuratesse – er problemer, som skal ”ordnes”.

    Højtbegavede børn føler sig måske omgivet af løver, som gør grin med dem eller undgår dem på grund af deres forskellighed, som måske brækker deres ben eller bedøver dem for at få dem til at sætte tempoet ned, så det passer med løvernes eget tempo. Er det så så underligt, at de vil forsøge at flygte, at de klæder sig som løverne, i et forsøg på ikke at blive bemærket eller at de forsøger at slå igen?

    Denne metafor kan, som alle andre metaforer, ikke holde hele vejen. Højtbegavede har ikke kropslige kendetegn, som vi kan bruge til at genkende dem, når de ikke præsterer. Gepardens evne til at løbe 110 km/t er desuden et enkelt, let målbart karaktertræk. Højtbegavede børn er meget forskellige fra hinanden, så der er ikke en enkelt evne, man skal kigge efter, selv ikke når de præsterer. Desuden kan et barns største gave ligge uden for den akademiske verdens definition af færdigheder, og således være ugenkendeligt. Mens denne sandhed kan redde nogle børn fra at blive dræbt formålsløst af omstrejfende løver, kan det også afholde os fra at genkende dem, som det de er: børn med dybe og kraftfulde indre forskelligheder, så altomfattende som forskellen mellem geparder og andre store katte.

    At de ikke kan genkendes umiddelbart betyder ikke, at det ikke er muligt at identificere dem. Det betyder, at det kræver mere tid og flere anstrengelser at gøre det. Undervisere kan lære om karakteristika for usædvanlig intelligens og ved omhyggelig iagttagelse, genfinde dem i det enkelte barn. De kan dermed anerkende, ikke kun at det højtbegavede barn kan gøre mange af de ting, som andre børn ikke kan, man også at der er opgaver, som andre børn kan løse, som disse børn ikke kan klare.

    Alle organismer har et indre behov for at opfylde sit biologiske design. Den sandhed gælder også for højtbegavede børn. Fra tid til anden, må man fjerne tremmerne; indespærringen må åbnes. Zoo-maden, hvor nem og billig den end måtte være, må vælges fra, i det mindste for en stund, til fordel for levende, kognitive godbidder.

    Dertil skal lægges, at skolerne er nødt til at tro på, at det er vigtigt at yde den indsats, der skal til, for at disse børn - udover tilstrækkelig beskyttelse og omsorg som alle børn har behov for - har lige så meget ret til at få deres behov imødekommet som alle andre.

    Biodiversitet er et fundamentalt princip for livet på vores planet. Det tillader livet at blive tilpasset til forandringer. I vores kultur er højtbegavede børn – i lighed med geparden - i fare. Som geparden, er de her af en grund; de udfylder deres særlige niche. Zoologiske haver, uanset deres begrænsninger, er afgørende for gepardens fortsatte overlevelse, mange gør deres bedste for at tilbyde deres ”fanger”, hvad de har brug for, for at kunne overleve i naturen. Skolerne kan gøre det samme for højtbegavede børn.

    Hvis ikke vi forpligter os til at redde disse børn, vil vi fortsætte med at miste både dem og det unikke bidrag, som deres eksistens må formodes at være for menneskeslægten – hvoraf de er en essentiel del.



    Du er velkommen til at distribuere denne artikel, hvis du finder den brugbar. Dog under forudsætning af, at du angiver forfatterens navn.

    Oversættelse til dansk er sket efter skriftlig aftale med Stephanie S. Tolan. Distribution af den danske udgave kan ske under forudsætning af, at det sker i ikke-kommercielt øjemed.