• Sommerlejr

    Sommerlejr i foreningen Gifted Children er afholdt. 150 højt begavede børn samlet med deres forældre med det ene formål at møde andre ligesindede. Hvorfor er det nødvendigt? Hvorfor skal der være en særlig forening, som har til formål at tage sig af højt begavede børn, børn med særlige forudsætninger, talenter eller som medlemmerne i foreningen med en vis form for galgenhumor siger ”(for)giftede børn”?

    Børnene udmærker sig ved at have en evne til at tænke helt anderledes end deres jævnaldrende børn. Deres videbegærlighed er enorm, og de stiller rigtig mange spørgsmål for at få stillet den umættelige nysgerrighed. Typisk er det let for mange at lære at læse – nogen har måske lært sig selv det i børnehaven, og deres sprog kan være mere veludviklet, end man skulle forvente af et barn på den alder.

    Som førstegangsdeltager i sommerlejren var jeg overvældet af alle de glade, imødekommende, konverserende børn, der umiddelbart så veltilpassede og velfungerende ud. Børn, der så absolut ikke havde flere konflikter med forældre end helt almindelige gennemsnitsdanske børn; og slet ikke et overtal af børn, der ikke kunne høre efter og måtte hænge i gardinerne. Derimod forsvandt børnene hurtigt i hinandens selskab og samledes om legoklodser, brætspil, hoppepuden, mobiltelefoner, eller hvad der nu kunne fange opmærksomheden. Tilsyneladende ganske almindelige børn med ganske almindelige interesser – selvom der måske var en overrepræsentation af lego-ingeniører, astrologer, læseheste og skak-interesserede.

    Biologen
    Men en eftermiddag stiftede en sagesløs biolog fra Sund & Bælt, som havde taget krabber og søstjerner med, bekendtskab med denne gruppe børn. Intetanende om publikummets sammensætning gik han i gang med at fortælle de mange fremmødte børn om krabbens mysterier. Knapt havde han formuleret et spørgsmål som:
    ”Er der nogen, der ved, hvordan man kan kende forskel på en han- og en hunkrabbe?”
    Før en skov af hænder viste sig, og flere børn råbte:
    ”Det ved jeg”
    Krabbemanden gik ivrigt i dialog med børnene og kom formentlig ind på flere emner, han aldrig før havde haft sammen med en flok børn. Noget overrasket over at børnene tilsyneladende ikke havde problemer med at besvare hans forskellige spørgsmål om krabber, og selv kunne stille temmelig kvalificerede spørgsmål, kiggede han på et tidspunkt med et glimt i øjet på en 10-årig pige og spurgte:
    ”Du er ikke biolog, vel?”
    Og så blev det alligevel en grænseoverskridende oplevelse for flere af børnene, da krabberne skulle holdes i hænderne. Det var de færreste af de teoretisk meget velfunderede børn, der i praksis havde haft en krabbe mellem fingrene.

    Oplevelserne på sommerlejren viser tydeligt, at disse børn har forudsætningerne for at trives sammen med jævnaldrende børn, tilpasser sig de mest gængse normer, vi nu engang har vedtaget for socialt samvær, og ikke mindst fungerer i en læringssituation sammen med andre.

    Skræmmende er det derfor at konstatere, at rigtig mange af forældrene kunne fortælle historier om skoletrætte, utilpassede, misforståede, ensomme, deprimerede og endda selvmordstruede børn. Historier om de selv samme børn, som på lejren blomstrede og nød hinandens samvær. Historier som med al tydelighed viser, at det ikke er ok at være klog i dagens Danmark, og slet ikke i Folkeskolen, hvor begrebet ”differentieret undervisning” mest henvender sig til dem, der ikke kan følge med, og hvor specialundervisning til kvikke elever kun er for dem, der tror på julemanden.
    ”Hvor ville jeg ønske, at jeg ikke forstod så meget. Så skulle jeg ikke hele tiden forklare de andre, hvad jeg mener.”
    Det var min otte-årige søns kommentar, da sommerlejren var overstået og rusen over at møde en masse børn, ”som ligner mig inde i hovedet” havde lagt sig.

    Hjemme igen
    Hjemvendt fra sommerlejren er starten i anden klasse faretruende nær, men den videbegærlige, hurtigttænkende, lærenemme dreng glæder sig ikke til at skulle ”sidde stille i fem timer uden at høre noget nyt”. For hvor er den faglige udfordring ved at læse om Mette og Søren, der ser køer og søer, når man allerede er færdig med Ole Lund Kirkegaards samlede værker. Så er der ikke noget at sige til, at det ikke altid er muligt at sidde stille og forholde sig i ro i timerne.