• PRESSEMEDDELELSE HØJSKOLEOPHOLD 2011

    Højskoleophold for højt begavede børn 2011:

    Gifted Childrens andet højskoleophold foregår på Vallekilde Højskole fra den 17. til 23. juli.

    ER AFHOLDT

    Knap 50 af landets højest begavede børn og deres forældre er den kommende uge samlet på Vallekilde Højskole i Odsherred i det nordvestlige Sjælland, hvor dagene vil være fyldt med masser af aktiviteter og foredrag. Det er anden gang, at foreningen Gifted Children er med til at arrangere et højskoleophold for store og små, der har en høj IQ til fælles med de store udfordringer, det ofte giver for både dem og deres forældre.

    Højt begavede børn har det til dagligt ikke nødvendigvis let i skolen og på legepladsen. Ofte tværtimod. De andre børn kan nemlig synes, at det er underligt at diskutere, om uendelig er et lige eller ulige tal, når man i stedet kan tale om tøj, fodbold eller kærester.

    - En af de typiske oplevelser blandt foreningens børn kan være, at de andre børn i børnehaven bliver sure, når den tre-årige dinosaurus-ekspert siger, at børnenes dinosaurer ikke kan lege sammen, fordi de slet ikke har eksisteret på jorden på samme tid. I stedet for at kæmpe forgæves mod de andres legevaner vænner mange højt begavede sig til tidligt at passe sig selv¸ fortæller formand i Gifted Children, Anne Maaløe. Netop derfor er højskoleopholdet for mange børn en god mulighed for at være sig selv, fordi de andre børn her i langt højere grad forstår dem.

    Gifted Children
    Foreningen Gifted Children har til formål at forbedre vilkårene for højt begavede børn i Danmark; det vil sige de børn som intelligensmæssigt ligger blandt de øverste fem procent af deres årgang. Sommerens højskoleophold er et vigtigt element i dette arbejde.

    Gifted Children er begejstret for, at Undervisningsministeriets Talentudviklingsudvalg har sat fokus på vilkårene for højt begavede børn i den danske folkeskole. En generel indsats for de højest begavede børn i landets folkeskoler kan få mange positive effekter. Udfordres de højest begavede børn efter deres behov, vil disse børn kunne opnå anerkendelse for deres evner og dermed øget selvværd, hvilket vil betyde bedre trivsel hos den enkelte – og dermed også for klassekammeraterne og skolen generelt.

    Læs mere om foreningen Gifted Children her: www.giftedchildren.dk

    For yderligere oplysninger ring til Gifted Childrens kontaktperson på Vallekilde Højskole Marco de los Reyes: 28 54 49 03

    Pressekoordinator
    Henriette Leth Nielsen
    50 59 39 88
    eller presse@giftedchildren.dk