• Sommerlejr 2011

    Gifted Childrens ottende sommerlejr foregår på Hasmark Camping på Fyn i uge 28

    400 af landets højest begavede børn mødes om knap en måned på sommerlejr med foreningen Gifted Children. Det er ottende gang, foreningen arrangerer lejr for små og store, der har en høj IQ til fælles.

    Ugeprogrammet på GC-sommerlejren er fyldt med alverdens forskellige aktiviteter, bl.a. kringlede gåder, skak, matematik, ”Dagens hovedbrud”, ballet, fodbold, rollespil, undervisning i Anders And-universet, yoga, foredrag om sensitive børn, fællessang, brætspil og meget mere. Det handler om at have det sjovt, lege, hygge, snakke og være sammen med ligesindede i en uge.

    I år foregår sommerlejren for højt begavede børn på Hasmark Camping på Fyn 9. - 16. juli. Familierne bor i telt, campingvogn, hytte eller nærliggende sommerhus og deltager i fællesaktiviteter efter behov. Nogle familier spiser hjemme i hytten hver aften, mens andre står klar ved fællesgrillen kl. 18.

    Langt mellem kammerater
    Højt begavede børn har det ikke nødvendigvis let i skolen og på legepladsen. Ofte tværtimod. De andre børn kan nemlig synes, at det er underligt at diskutere om uendelig er et lige eller ulige tal, når man i stedet kan tale om tøj, fodbold eller kærester.

    - En af de typiske oplevelser blandt foreningens børn kan være, at de andre børn i børnehaven bliver sure, når den tre-årige dinosaurus-ekspert siger, at børnenes dinosaurer ikke kan lege sammen, fordi de slet ikke har eksisteret på jorden på samme tid. I stedet for at kæmpe forgæves mod de andres legevaner vænner mange højt begavede sig til tidligt at passe sig selv. I dagligdagen kan der derfor være langt mellem legekammeraterne - og netop derfor nyder børnene og deres forældre at være på lejr sammen. Her kan de være sig selv i en uge, og de andre børn forstår dem. Vi kan se, at foreningens både små og store børn oplever meget bedre legerelationer på sommerlejren, end de er vant til i børnehave, skole og gymnasium, fortæller formand i Gifted Children, Anne Maaløe.

    Gifted Children
    Foreningen Gifted Children har til formål at forbedre vilkårene for højt begavede børn i Danmark, dvs de børn som intelligensmæssigt ligger blandt de øverste fem procent af deres årgang. Den årlige sommerlejr er et af de faste, tilbagevendende og vigtige elementer i dette arbejde.

    Gifted Children er begejstret for, at Undervisningsministeriets Talentudviklingsudvalg har sat fokus på vilkårene for højt begavede børn i den danske folkeskole. En generel indsats for de højest begavede børn i landets folkeskoler kan få mange positive effekter. Udfordres de højest begavede børn efter deres behov, vil disse børn kunne opnå anerkendelse for deres evner og dermed øget selvværd, hvilket vil betyde bedre trivsel hos den enkelte – og dermed også for klassekammeraterne og skolen generelt.

    Sommerhøjskole for Gifted Children-medlemmer
    I lighed med sidste år arrangerer Gifted Children desuden en uges højskoleophold for foreningens familier. Også her er der en lang række tilbud af fællesaktiviteter for børn og voksne, og det grundlæggende formål er også her at have det sjovt sammen med andre højt begavede børn og deres familier. I år foregår Gifted Children-højskoleopholdet på Vallekilde højskole fra 16-23. juli.

    Læs mere om foreningen Gifted Children her: www.giftedchildren.dk

    Gifted Childrens formand Anne Maaløe kan kontaktes på mobil: 50593688
    For yderligere oplysninger, ring til Gifted Childrens pressekoordinator Henriette Leth Nielsen: 50593988