|
|
| Foreningen Gifted Children |
Gifted Childrens historie går tilbage til år 2000, hvor foreningen endnu ikke var dannet men var en del af Mensa. Mensa Danmark havde på daværende tidspunkt fået mange henvendelser fra forældre til højtbegavede børn, idet forældrene ikke fandt andre steder at rette deres henvendelser til.
Da Mensa ikke tester børn, var medlemsskab ikke en umiddelbar mulighed. Mensa har imidlertid et formål om at udbrede forståelsen for høj intelligens, og på den baggrund tog de initiativ til dannelsen af ”Netværk for Forældre til børn med særlige forudsætninger”. Det var således ikke et krav, at forældrene selv var højtbegavede – blot at de var forældre til sådanne børn.
Netværkets overordnede formål var at skabe rammerne for kontakt imellem både forældrene og børnene. Dels gav et lukket diskussionsforum på internettet forældrene mulighed for sparring, råd og støtte. Og dels var der via adresselisterne mulighed for at knytte bånd mellem børnene, hvilket for mange betød, at barnet fandt en ligesindet ven at dele sine tanker med.
Som årene gik viste det sig, at Mensa havde truffet en meget vigtig og rigtig beslutning. Der var et reelt behov for et sådan netværk, og henvendelserne steg til et sådan omfang, at det i 2003 stod klart, at der på længere sigt var behov for, at Netværket blev omdannet til en egentlig forening. Behovet blev underbygget af, at en del forældre begyndte at diskutere undervisningspolitik, og at de havde ønsker og behov for at øve generel politisk indflydelse på børne- og skoleområdet. Og dette stred mod Mensas vedtægter om at være en upolitisk forening.
På den baggrund og efter grundig forberedelse indkaldte Netværket til stiftende generalforsamling, og den 20. august 2005 så foreningen Gifted Children dagens lys.
Foreningen har stadig til formål at stille rammer til rådighed, således at der fortsat kan skabes sociale kontakter forældrene og børnene imellem. Dette betyder dels, at vi fortsat har et lukket forældreforum på internettet og dels, at der med jævne mellemrum afholdes arrangementer rundt om i Danmark for forældrene og/eller børnene.
Arrangementerne kan være for hele familien som for eksempel sær-rundvisninger på museer, møder på en aftalt legeplads, male-workshops eller grill-fester. Arrangementerne kan også være målrettet forældrene såsom café-møder eller foredrag, hvilket giver de voksne mulighed for at sætte ansigter på hinanden og tale uformelt sammen.
Årets største arrangement er vores sommerlejr. Her mødes såvel nye som gamle medlemmer, og for mange børn fører det til varme og lange venskaber.
Foreningen arbejder også med at udbrede kendskabet til højtbegavede børn generelt ved blandt andet at bistå journalister, studerende, lærere og pædagoger, som gerne vil vide noget mere om diverse problemstillinger. Vi forsøger derfor også løbende at opdatere vores hjemmeside med nye artikler, opgaver og links til andre hjemmesider, som kan være relevante.
Med venlig hilsen
Gifted Children
Vil du vide mere om medlemskab af Gifted Children mv., klik her |
|
|